Information til kommunerne om obligatorisk brug
Information til kommunerne om obligatorisk brug af NemRefusion
Folketinget besluttede den 18. februar 2011, at NemRefusion skal være obligatorisk fra den 1. september 2011. Det betyder, at det fra den dag ikke længere er muligt at benytte papirblanketter til anmeldelse af sygefravær eller anmodning om syge- eller barseldagpengerefusion.
Denne informationsskrivelse forklarer kort hvilke muligheder arbejdsgivere, a-kasser og selvstændige har fra 1. september 2011, hvad konsekvenserne er hvis man benytter en papirblanket, gode råd til oprydning på kommunernes hjemmesider mv.
Yderligere spørgsmål vedr. overgangen til obligatorisk brug af NemRefusion kan rettes til KOMBIT. Yderligere information kan desuden findes i menuen til højre under myndighed.
Kun digital indberetning
Fra den 1. september 2011 er det ikke længere gyldigt at benytte papirblanketter til anmeldelse af sygefravær eller anmodning om syge- eller barseldagpengerefusion. Det betyder at følgende blanketter ikke længere er en gyldig indberetningsform:
- Dp 200A
- Dp 200B
- Dp 200C
- Dp 201
- Dp 202
- Dp 400A
- Dp 400B
- Dp 400C
- Dp 401
- Dp 402
- Dp 480
- Dp 481
- Dp 482
Hvis en arbejdsgiver, selvstændig eller a-kasse alligevel benytter en af ovenstående blanketter, har KL udarbejdet et sæt standardbreve, som kan benyttes, hvis der gives afslag. Disse breve vil være at finde i eDagpenge fra 1. september 2011. Kommunerne skal dog i starten være opmærksom på, at en indsendt papirblanket kan være at betragte som gyldig, idet der kan have været forsinkelser som følge af postomdeling.
For de få tilfælde med fx konkursramte virksomheder eller nyuddannede uden arbejdsgiver, som ikke kan indberettes i NemRefusion, har KL udarbejdet en blanket. Denne blanket sendes inden 1. september til kommunernes ydelseskontorer og borgerservicecentre.
Nye dispensationsregler
Som følge af NemRefusion er dispensationsreglerne i sygedagpengeloven opdateret. Med lov nr. 460 fra 2011er der fra den 1. juli 2011 mulighed for at give dispensation, hvis overskridelse af en frist skyldes driftsforstyrrelser af et omfang og en varighed, der har afskåret den selvstændige eller arbejdsgiveren fra at anmelde rettidigt. Tilsvarende gælder hvis en lønmodtager til brug for anmeldelse af sygefraværet har afventet modtagelse af et underretningsbrev.
Oprydning på egne hjemmesider
For at undgå at papirblanketterne benyttes efter 1. september 2011 opfordres alle kommuner til at fjerne links til blanketterne på egne hjemmesider og kun linke til NemRefusion. Den direkte indgang via Virk.dk er www.virk.dk/nemrefusion. Under Materialer kan man bl.a. downloade "internet-bannere" til egne hjemmesider, som kan anvendes til at informere om og synliggøre NemRefusion.
Linker man alene til blanketsamlinger, vil leverandørerne af blanketsamlingerne automatisk fjerne blanketterne fra samlingerne.
Information til brugerne
NemRefusion har i lighed med lanceringen i august 2010 udarbejdet en informationstekst, som kommunerne kan benytte til information i f.eks. lokalaviser eller sende til lokale erhvervsforeninger. Teksten kan downloades under Materialer, hvor der også er en oversigt over andre informationsaktiviteter.
Herudover udsender KOMBIT i juni forskellige typer informationsmateriale til kommunerne (brochure, 'flyers' m.v.), så kommunerne selv kan informere virksomheder, selvstændige og a-kasser om NemRefusion og overgangen til obligatorisk brug.


